FISKEN I TRÆET - her i sit rette element

Seneste nyt

04-Juli-2019

2 nye projekter

Vi arbejder lige nu på en lille forestilling: FISKEN I TRÆET
- et eventyr om opdagelse - adskillelse og genforening


"Langt inde i bjergene ligger der en lille landsby helt for sig selv. Der er ikke elektricitet og heller ikke netforbindelse. Så hverken mobiltelefon eller computer virker her. - Omkring landsbyen er der en stor skov med masser af træer. I et af de smukkeste træer bor der en fisk som kan synge. - Men en skønne dag kommer der ganske uventet en fremmed til landsbyen . . . . . . . !"

Således starter vores nye stykke, der får premiere på Haderslev Bibliotek 30.august 2019 til Trekantområdets Festuge ( se mere om denne på hjemmesiden). - Forestillingen skal herefter spille på Senior-festival i Kerteminde 28.sept. og ellers på biblioteker og for folk på 6-99 år.
- Varighed: 30 min. Maks. antal tilskuere: 40


I resten af 2019 arbejder vi på at skaffe midler til vores store satsning til 100-året for Genforeningen: JULIA & RASMUS
- historiefortælling i øjenhøjde om adskillelse og genforening i grænselandet.
- Varighed 50 min. Maks. publikum: 65 - Alder: 10-99 år.

Handlingen udspiller sig i Haderslev i 1918-21. Og udover en kærlighedshistorie mellem to purunge mennesker berøres temaerne ”folkeretten”, “det gode naboskab” og ikke mindst striden om “grænsedragningen”.
Opsætningen bliver en spændende, musikalsk blanding af fortælling med marionetter, masker og Mester Jakel-dukker.
Vi glæder os over allerede at have fået tilsagn om støtte fra Region Syddanmarks pulje til fejringen af Genforeningen i 2020 og det samme fra Haderslev Kommune samt Toyota Fonden.

Haderslev set fra Sct.Severin Kirke ca.1918. Her sad Julia og Rasmus måske og svor på at de altid ville være sammen.